Børnefællesskaber/Sammenfatning

Sammenfattende kan man sige, at det er enormt vigtig for pædagogens arbejde, at forholde sig kritisk overfor de ting især tv og printmedierne kommer med hver eneste dag. Som pædagog bør man passe på ikke selv at blive en del af mediepanikkerne, men i stedet selv danne sig en faglig funderet mening omkring et aktuelt emne eller diskussion. Det er vigtigt ikke at se et emne kun ud fra en synsvinkel, men at skabe sig et bredt overblik og især sætte vægt på faglitteratur og forskningsbaseret arbejde/rapporter i stedet for sensationsorienteret journalistik. Som pædagog bør man altid passe på kildens sandfærdighed og eventuelt selv lave et grundigt research på et given tema eller emne, som aktuelt står til diskussion, for ikke at lade sig påvirke i en forkert retning.
Afsluttende kan man sige, at traditioner er i forandring og herunder hører også børns og unges mediebrug. Efter min mening er det klart, at denne forandrede mediekultur skal bruges i det pædagogiske arbejde og at det er vigtigt at børn lærer at anvende computeren og internettet aktivt og kreativt. Mulighederne for hvordan pædagogen kan inddrage børns og unges mediebrug i sit pædagogiske arbejde er utallige, så længe pædagogen selv har kendskab til mediernes mangfoldighed og deres facetterige "indsatsmuligheder".

Hvem er de faste deltager i Mediepanikkerne?

De faste deltagere i mediepanikkerne er først og fremmest aviser og tv. Men også de voksne, forældre og lærer, er en fast bestanddel af panikkerne.
I løbet af tiden har det været meget påfaldende, at medierne med hensyn til historierne omkring Arto, i høj grad har anvendt en bestemt kilde – Rudy Frederiksen. Det fatale er, at Frederiksen ofte er blevet omtalt som ”ekspert” eller ”forsker” af medierne, selv om han rent faktisk ikke har nogle uddannelsesmæssige forudsætninger for at man kunne kalde ham for ”ekspert” eller ”forsker”. Oprindelig er han uddannet tv-fotograf og har været ansat som chat-konsulent på Amtscenteret for Undervisning i Herning. Medierne har i denne sammenhæng ofte ukritisk og uden at have researchet kildens rigtighed og sandfærdighed, kommet med historier, hvor baggrunden og indholdet var forkert.

Hvad siger medierne om Arto?

Læser man hvad medierne skriver og udsender om Arto, finder man hurtigt ud af, at det meste er negativt - de positive sider af Arto belyses sjældent af medierne. Medierne omtaler Arto som ”mobbecentral” og ”et slaraffenland for pædofile”. Overskrifter på artikler er overvejende negative, som fx ”Unge aftaler vold via hjemmeside” (Berlingske Tidende, 20-11-04), eller ”Børnechat oser af sex” (Jyllands-Posten, 09-06-05). Arto fremstilles af medierne som et sted på nettet, hvor børn i høj grad mobber og chikanerer hinanden og hvor indbydende billedmateriale ligger for pædofile, samt at børn ”pushes” af sted til at have tidlig sex. (Morsø Folkeblad, 03-02-09, ”Morsø Kommune: Seksuelle krænkelser blandt børn breder sig på nettet”)
Det er denne sensationsorienteret journalistik der bl.a. har været med til at skabe en mediepanik omkring Arto.

Min mening om Arto

Arto er et virtuelt mødested for børn og unge. Det er med til at skabe et rum for sociale fællesskaber blandt børn og unge – de plejer og uddyber deres venskaber, finder nye venner, har mulighed for at oprette blogs, tilmelde sig debatgrupper, spille spil, chatte m.m.
Problemet er, at børn og unge også kan bruge Arto til at drille og mobbe andre unge og at det ikke kun er børn og unge der har adgang til Arto, men enhver kan tilmelde sig Arto – altså også pædofile. Men møder man dette problem ikke også i den virkelige verden? Jeg tror, at når de voksne/forældrene investerer nok tid til at snakke om hvordan man færdes sikkert på nettet og på Arto, sænkes misbrugsfaktoren betydeligt. Arto tilbyder forældre også en ekstra side ”Information til forældre”, hvor forældre kan læse sig frem til Artos indhold og funktion og hvor der står nogle gode råd til forældrene med hensyn til sikkerhed og netetikette.
Jeg tror, at Arto er et relevant (kommunikations-)medie for børn og unge – de får her tilbudt deres ”eget sted” at være, som er med til støtte og uddybe deres sociale fællesskaber. I stedet for at overvåge eller forbyde Arto, bør forældre efter min mening tage ansvaret for at oplyse deres børn om hvordan de færdes sikkert på nettet.

Læsestof

Hej!

Her kommer der lige to links til artikler, som beskæftiger sig med vores aktuelle tema i DKK.
Så værsgo og læs ☺:


1) "Derfor har de unge 44 timer i døgnet"

2) "Email'en overhalet af sociale netsteder"

Iagttagelser – mennesker og deres mobiltelefon.

Jeg har iagttaget forskellige mennesker tage deres mobiltelefon ved busbanegården i Flensborg – den er forholdsvis stor.
Generelt kan jeg ud fra mine iagttagelser sige, at når mobilen ringer hos den ældre generation (ca. 45 år og op efter) så tager det ofte grusomt lang tid inden de tager telefonen. Det er fordi de ikke ved, hvor de har deres mobil henne. Med begge hænder graver de rundt i tasker og lommer og mobilen ringer og ringer og ringer... Og hvis de så endelig har fundet mobilen, så skal man jo lige først finde ud af, hvilken af de mange knapper man nu skal trykke på, for at tage mod opkaldet... Det var en ældre herre på ca. 55 år der demonstrerede dette for mig – temmelig morsomt ☺.
Iagttager man derimod den yngre generation (12-17/18år), så går der jo næppe et sekund inden mobiltelefonen bliver taget. Den når lige at ringe én gang, så er mobilen oppe ved øret. De ved lige præcis hvor de har deres mobil henne, har sogar ofte købt en ekstra lille mobiltaske til mobilen. Jeg har også set flere unge, der har sat en snor til mobiltelefonen og har den hængende om halsen. Mon det ikke er irriterende at have sin mobil dinglende rundt foran brystet hele tiden?!?
Jeg har iagttaget flere ældre folk, som blot spørgende siger ind i mobiltelefonen ”Hallo?” når de tager den. Når der kommer et svar, virker de ofte næsten forundret over, at der kommer en stemme ud af den lille tingest de holder i hånden: ”Nææææ, er det dig!? Hej!” (Oversat fra tysk)
Derimod de unge: Et kort blik på displayet, hvor nummer eller navnet af den der ringer op dukker op, og så ellers bare der ud af: ”Hej Laura! Endelig ringer du! ... Ja ja, jeg ved godt man ikke må telefonere i bussen, hvor er du henne nu? ... Aaa, der! ... Ja, nu kan jeg også se dig! Hahahaaa.” (Oversat fra tysk) De to piger blev ved med at snakke i mobilen indtil de skulle give hinanden knus, først da blev mobilen pakket væk igen...

Høfligheds- og Adfærdsregler

Resume af ottende afsnit i ”Takt og Tone. Hvordan vi omgås.” af Emma Gad

Afsnittet "Livet udenfor hjemmet" i Emma Gads ”Takt og Tone. Hvordan vi omgås.” (1918) handler om, hvordan man bør forholde sig med hensyn til telefonen og imens selve samtalen i telefonen. Mennesket skal efter Gads mening ikke lade sig beherske af telefonen, ikke tage den til enhver en tid og huske på, at det kunne irritere andre tilstedeværende. Emma Gad stiller nogle høfligheds- og adfærdsregler op, som enhver bør rette sig efter. Her nævnes tre eksempler:

1) ”Hvis man bliver afbrudt, er det Den, der har indledet Samtalen, der maa ringe op paa ny.”
2) ”Naar De har Besøg, og De under dette ringes op, forsøm da ikke at rette en Undskyldning til Deres Besøgende.”
3) ”Naar Den, man taler med, er bogstaveligt talt uafrystelig, kan man ved smaa Mellemrum at trykke let paa Gaflen, momentvis afbryde Strømmen. Man siger saa: ”Er De der endnu! Hallo! Apparatet er nok i Uorden! Naa, ja, vi var jo for Resten færdige. Farvel og paa Gensyn.”” ☺

Mediekultur

Resume af kapitel 13 ”Mediekultur” i ”Dansk, kultur og kommunikation.” af Mogens Sørensen (Red.)

Kapitel 13 „Mediekultur“, skrevet af Helen A. Clemensen og Lis Faurholt, starter med at beskrive den aktuelle ”mediesituation” i samfundet. For 50 år siden havde man en tv-kanal, nu har man mindst 30. Dertil kommer de mange nye kommunikationsmedier, som til dels er bærbare (fx notebook, mobiltelefon), der gør menneskerne uafhængige af sted og tid. Dette stadig voksende udbud af medier har været den ene forandring i løbet af årtierne, den anden forandring, der kan ses, er, at forholdet mellem afsender og modtager har ændret sig. Hvor der før i tiden var et klar skel mellem afsender og modtager, kan man nu konstatere en interaktion mellem parterne. Det vil sige, at brugeren er blevet til en medproducent, har fået en medbestemmelsesret af indholdet og er således ikke længere passivt modtagende, men aktivt deltagende.
Denne nye form for mediebrug og de mange nye medieopfindelser der dukker op på markedet, udløser mediepanikker. Det er især børn og unge der hurtigst tager brug af de nye medier, som ofte medfører store bekymringer blandt de voksne. Pressen og dens sensationsorienterede journalistik spiller en afgørende rolle mht. mediepanikkerne. Men panikkerne opstår også ofte på grund af en slags kulturkamp, der udløses af, at to generationer støder sammen. Voksne er ofte ikke selv aktiv deltagende i de nye medier, er fx ikke en del af et internetbaseret fællesskab, som gør det svært for dem, at se de sociale muligheder, der ligger der ude i det virtuelle rum.
Istedet for at overvåge børns internetbrug, skulle de voksne hellere sætte sig ind for at informere børn og unge om, hvordan man færdes sikkert på nettet. Dette kan fx også blive til pædagogens opgave, hvis forældre ikke har nok ressourcer tilovers. Desuden skal pædagoger sikre, at børn og unge bliver til aktive og kreative computer- og internetbrugere. Det indebærer selvfølgelig at pædagogen selv er aktiv deltagende og beskæftiger sig med de forskellige anvendelsesmuligheder computeren og internettet tilbyder. Dette vil automatisk medføre, at pædagogen får indsigt i børns og unges mediekultur, som så igen kan bruges til det fremtidige pædagogiske arbejde.
Sidste del af kapitel 13 handler om det ”virtuelle studiemiljø”. Hvordan kan internettet bruges mens studiet og mens arbejdet som fx pædagog. Der introduceres til forskellige teknologier og sociale netværk med hensyn til internettet. Fx ”del.icio.us” (sociale bogmærker), ”Flickr” (avanceret fotoalbum, der inviterer til ”fotofællesskab” og lege), ”Webblogs” og ”Bloglines” (en newsreader). Derudover er der inspirerende øvelser og opgaver for at blive ”lokket” på internettet. Opgaverne ruster brugeren/den studerende ud til arbejdet med hensyn til det fremtidige mediebrug og egen kreativ deltagen på nettet.

Mobile Medier - Mobile Unge

Resume af kapitel VII „Tillid og risiko“ i ”Mobile medier – Mobile unge” af Christian M. Østergaard og Gitte Stald (Red.)

Kapitel VII „Tillid og risiko“ beskriver informanternes syns- og holdepunkter med hensyn til tillid og risiko når det gælder om at bruge kommunikationsmediet mobiltelefonen.
Informanterne er blevet spurgt ind til forskellige emner, som fx ”overvågning”. Her er der flere informanter, der bruger mobiltelefonen til at kontrollere/overvåge deres kæreste, ved fx at gå ind og læse sms-beskeder - men kun når forholdet er præget af mistillid.
Desuden opfattes muligheden for altid at være tilgængelig med mobiltelefonen hos nogle informanter for at være en konstant tilstand af kontrol. På spørgsmål med hensyn til om mobilen kan bruges som fx betalingsmiddel eller som anvendelse i demokratiske processer (fx stemmeafgivelse mht. valghandlinger), reagerer de fleste informanter med stor skepsis.
En anden risikofaktor er mobning. Nogle informanter har oplevet, at kammerater er blevet optaget med mobiltelefonens integrerede kamera i fx pinlige situationer og derpå er blevet drillet med det pågældende billede.
En anden måde mobiltelefonen gør sig negativ bemærkbar på, er, at den lettere muliggør bandeopgør og er med til at organisere kriminelle banders illegale aktiviteter. De kan spontant reagere på ting og hurtigere advare hinanden, når fx et bandemedlem ser politiet komme.
Andre informanter kommer ind på mobiltelefonens negative udvirkning med hensyn til strålefaren. Dog viskes denne bekymring ud af nye undersøgelser, som viser at strålingen er harmløs.
Undersøgelsen påpeger en generel tendens hen mod at de fleste brugere, især de yngste, er ubekymrede overfor eventuelle risikofaktorer benyttelsen af mobiltelefonen kunne indebære.
De fleste informanter har tillid til mobiltelefonen, fx kan mobiltelefonen i helt konkrete situationer bruges som et sikkerhedsredskab – man har mulighed for at tilkalde hjælp. Desuden anses mobiltelefonen som mulighed for at være uafhængig af tid og rum, hvilket igen anses for at være en stor frihed i hverdagen.

Fra seriel til parallel

Resume af artiklen ”Simultane Dialoger” af Carsten Jessen

Artiklen ”Simultane Dialoger”, skrevet af Carsten Jessen (lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet), handler om de unges medievaner og de nye kommunikationsmediers udvirkning på de unges sociale fællesskaber og koncentrationsevne. Hidtil har social fællesskab været forbundet med den samtidige tilstedeværelse i et fysisk rum – face to face. Denne ”tradition” er dog ved at blive brudt mere og mere af de nye kommunikaitonsmedier. De adskilte sociale rum forvandles fra serielle til parallelle formationer – simultane dialoger opstår, fordi der gennem de nye kommunikationsmedier nu kan tales på kryds og tværs af de fysiske rum, fx via mobiltelefonen. Da de unge institutionaliseres mere og mere, bevæger sig frem og tilbage mellem forskellige rum i løbet af dagen (skole, fritidshjem, club m.m.), er disse kommunikationsmidler, efter Jessens mening, med til at skabe en større sammenhæng mellem de unges sociale relationer. Således kan de unge også være deltager i flere forskellige sociale fællesskaber på én gang. Alt dette kræver, efter Jessens mening, et godt overblik og en veludviklet koncentrationsevne hos de unge, for ellers ville de slet ikke kunne rumme så mange samtidige dialogformer og –forløb.