Iagttagelser – mennesker og deres mobiltelefon.

Jeg har iagttaget forskellige mennesker tage deres mobiltelefon ved busbanegården i Flensborg – den er forholdsvis stor.
Generelt kan jeg ud fra mine iagttagelser sige, at når mobilen ringer hos den ældre generation (ca. 45 år og op efter) så tager det ofte grusomt lang tid inden de tager telefonen. Det er fordi de ikke ved, hvor de har deres mobil henne. Med begge hænder graver de rundt i tasker og lommer og mobilen ringer og ringer og ringer... Og hvis de så endelig har fundet mobilen, så skal man jo lige først finde ud af, hvilken af de mange knapper man nu skal trykke på, for at tage mod opkaldet... Det var en ældre herre på ca. 55 år der demonstrerede dette for mig – temmelig morsomt ☺.
Iagttager man derimod den yngre generation (12-17/18år), så går der jo næppe et sekund inden mobiltelefonen bliver taget. Den når lige at ringe én gang, så er mobilen oppe ved øret. De ved lige præcis hvor de har deres mobil henne, har sogar ofte købt en ekstra lille mobiltaske til mobilen. Jeg har også set flere unge, der har sat en snor til mobiltelefonen og har den hængende om halsen. Mon det ikke er irriterende at have sin mobil dinglende rundt foran brystet hele tiden?!?
Jeg har iagttaget flere ældre folk, som blot spørgende siger ind i mobiltelefonen ”Hallo?” når de tager den. Når der kommer et svar, virker de ofte næsten forundret over, at der kommer en stemme ud af den lille tingest de holder i hånden: ”Nææææ, er det dig!? Hej!” (Oversat fra tysk)
Derimod de unge: Et kort blik på displayet, hvor nummer eller navnet af den der ringer op dukker op, og så ellers bare der ud af: ”Hej Laura! Endelig ringer du! ... Ja ja, jeg ved godt man ikke må telefonere i bussen, hvor er du henne nu? ... Aaa, der! ... Ja, nu kan jeg også se dig! Hahahaaa.” (Oversat fra tysk) De to piger blev ved med at snakke i mobilen indtil de skulle give hinanden knus, først da blev mobilen pakket væk igen...

Mobile Medier - Mobile Unge

Resume af kapitel VII „Tillid og risiko“ i ”Mobile medier – Mobile unge” af Christian M. Østergaard og Gitte Stald (Red.)

Kapitel VII „Tillid og risiko“ beskriver informanternes syns- og holdepunkter med hensyn til tillid og risiko når det gælder om at bruge kommunikationsmediet mobiltelefonen.
Informanterne er blevet spurgt ind til forskellige emner, som fx ”overvågning”. Her er der flere informanter, der bruger mobiltelefonen til at kontrollere/overvåge deres kæreste, ved fx at gå ind og læse sms-beskeder - men kun når forholdet er præget af mistillid.
Desuden opfattes muligheden for altid at være tilgængelig med mobiltelefonen hos nogle informanter for at være en konstant tilstand af kontrol. På spørgsmål med hensyn til om mobilen kan bruges som fx betalingsmiddel eller som anvendelse i demokratiske processer (fx stemmeafgivelse mht. valghandlinger), reagerer de fleste informanter med stor skepsis.
En anden risikofaktor er mobning. Nogle informanter har oplevet, at kammerater er blevet optaget med mobiltelefonens integrerede kamera i fx pinlige situationer og derpå er blevet drillet med det pågældende billede.
En anden måde mobiltelefonen gør sig negativ bemærkbar på, er, at den lettere muliggør bandeopgør og er med til at organisere kriminelle banders illegale aktiviteter. De kan spontant reagere på ting og hurtigere advare hinanden, når fx et bandemedlem ser politiet komme.
Andre informanter kommer ind på mobiltelefonens negative udvirkning med hensyn til strålefaren. Dog viskes denne bekymring ud af nye undersøgelser, som viser at strålingen er harmløs.
Undersøgelsen påpeger en generel tendens hen mod at de fleste brugere, især de yngste, er ubekymrede overfor eventuelle risikofaktorer benyttelsen af mobiltelefonen kunne indebære.
De fleste informanter har tillid til mobiltelefonen, fx kan mobiltelefonen i helt konkrete situationer bruges som et sikkerhedsredskab – man har mulighed for at tilkalde hjælp. Desuden anses mobiltelefonen som mulighed for at være uafhængig af tid og rum, hvilket igen anses for at være en stor frihed i hverdagen.

Fra seriel til parallel

Resume af artiklen ”Simultane Dialoger” af Carsten Jessen

Artiklen ”Simultane Dialoger”, skrevet af Carsten Jessen (lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet), handler om de unges medievaner og de nye kommunikationsmediers udvirkning på de unges sociale fællesskaber og koncentrationsevne. Hidtil har social fællesskab været forbundet med den samtidige tilstedeværelse i et fysisk rum – face to face. Denne ”tradition” er dog ved at blive brudt mere og mere af de nye kommunikaitonsmedier. De adskilte sociale rum forvandles fra serielle til parallelle formationer – simultane dialoger opstår, fordi der gennem de nye kommunikationsmedier nu kan tales på kryds og tværs af de fysiske rum, fx via mobiltelefonen. Da de unge institutionaliseres mere og mere, bevæger sig frem og tilbage mellem forskellige rum i løbet af dagen (skole, fritidshjem, club m.m.), er disse kommunikationsmidler, efter Jessens mening, med til at skabe en større sammenhæng mellem de unges sociale relationer. Således kan de unge også være deltager i flere forskellige sociale fællesskaber på én gang. Alt dette kræver, efter Jessens mening, et godt overblik og en veludviklet koncentrationsevne hos de unge, for ellers ville de slet ikke kunne rumme så mange samtidige dialogformer og –forløb.