Resume af kapitel 13 ”Mediekultur” i ”Dansk, kultur og kommunikation.” af Mogens Sørensen (Red.)
Kapitel 13 „Mediekultur“, skrevet af Helen A. Clemensen og Lis Faurholt, starter med at beskrive den aktuelle ”mediesituation” i samfundet. For 50 år siden havde man en tv-kanal, nu har man mindst 30. Dertil kommer de mange nye kommunikationsmedier, som til dels er bærbare (fx notebook, mobiltelefon), der gør menneskerne uafhængige af sted og tid. Dette stadig voksende udbud af medier har været den ene forandring i løbet af årtierne, den anden forandring, der kan ses, er, at forholdet mellem afsender og modtager har ændret sig. Hvor der før i tiden var et klar skel mellem afsender og modtager, kan man nu konstatere en interaktion mellem parterne. Det vil sige, at brugeren er blevet til en medproducent, har fået en medbestemmelsesret af indholdet og er således ikke længere passivt modtagende, men aktivt deltagende.
Denne nye form for mediebrug og de mange nye medieopfindelser der dukker op på markedet, udløser mediepanikker. Det er især børn og unge der hurtigst tager brug af de nye medier, som ofte medfører store bekymringer blandt de voksne. Pressen og dens sensationsorienterede journalistik spiller en afgørende rolle mht. mediepanikkerne. Men panikkerne opstår også ofte på grund af en slags kulturkamp, der udløses af, at to generationer støder sammen. Voksne er ofte ikke selv aktiv deltagende i de nye medier, er fx ikke en del af et internetbaseret fællesskab, som gør det svært for dem, at se de sociale muligheder, der ligger der ude i det virtuelle rum.
Istedet for at overvåge børns internetbrug, skulle de voksne hellere sætte sig ind for at informere børn og unge om, hvordan man færdes sikkert på nettet. Dette kan fx også blive til pædagogens opgave, hvis forældre ikke har nok ressourcer tilovers. Desuden skal pædagoger sikre, at børn og unge bliver til aktive og kreative computer- og internetbrugere. Det indebærer selvfølgelig at pædagogen selv er aktiv deltagende og beskæftiger sig med de forskellige anvendelsesmuligheder computeren og internettet tilbyder. Dette vil automatisk medføre, at pædagogen får indsigt i børns og unges mediekultur, som så igen kan bruges til det fremtidige pædagogiske arbejde.
Sidste del af kapitel 13 handler om det ”virtuelle studiemiljø”. Hvordan kan internettet bruges mens studiet og mens arbejdet som fx pædagog. Der introduceres til forskellige teknologier og sociale netværk med hensyn til internettet. Fx ”del.icio.us” (sociale bogmærker), ”Flickr” (avanceret fotoalbum, der inviterer til ”fotofællesskab” og lege), ”Webblogs” og ”Bloglines” (en newsreader). Derudover er der inspirerende øvelser og opgaver for at blive ”lokket” på internettet. Opgaverne ruster brugeren/den studerende ud til arbejdet med hensyn til det fremtidige mediebrug og egen kreativ deltagen på nettet.
Kapitel 13 „Mediekultur“, skrevet af Helen A. Clemensen og Lis Faurholt, starter med at beskrive den aktuelle ”mediesituation” i samfundet. For 50 år siden havde man en tv-kanal, nu har man mindst 30. Dertil kommer de mange nye kommunikationsmedier, som til dels er bærbare (fx notebook, mobiltelefon), der gør menneskerne uafhængige af sted og tid. Dette stadig voksende udbud af medier har været den ene forandring i løbet af årtierne, den anden forandring, der kan ses, er, at forholdet mellem afsender og modtager har ændret sig. Hvor der før i tiden var et klar skel mellem afsender og modtager, kan man nu konstatere en interaktion mellem parterne. Det vil sige, at brugeren er blevet til en medproducent, har fået en medbestemmelsesret af indholdet og er således ikke længere passivt modtagende, men aktivt deltagende.
Denne nye form for mediebrug og de mange nye medieopfindelser der dukker op på markedet, udløser mediepanikker. Det er især børn og unge der hurtigst tager brug af de nye medier, som ofte medfører store bekymringer blandt de voksne. Pressen og dens sensationsorienterede journalistik spiller en afgørende rolle mht. mediepanikkerne. Men panikkerne opstår også ofte på grund af en slags kulturkamp, der udløses af, at to generationer støder sammen. Voksne er ofte ikke selv aktiv deltagende i de nye medier, er fx ikke en del af et internetbaseret fællesskab, som gør det svært for dem, at se de sociale muligheder, der ligger der ude i det virtuelle rum.
Istedet for at overvåge børns internetbrug, skulle de voksne hellere sætte sig ind for at informere børn og unge om, hvordan man færdes sikkert på nettet. Dette kan fx også blive til pædagogens opgave, hvis forældre ikke har nok ressourcer tilovers. Desuden skal pædagoger sikre, at børn og unge bliver til aktive og kreative computer- og internetbrugere. Det indebærer selvfølgelig at pædagogen selv er aktiv deltagende og beskæftiger sig med de forskellige anvendelsesmuligheder computeren og internettet tilbyder. Dette vil automatisk medføre, at pædagogen får indsigt i børns og unges mediekultur, som så igen kan bruges til det fremtidige pædagogiske arbejde.
Sidste del af kapitel 13 handler om det ”virtuelle studiemiljø”. Hvordan kan internettet bruges mens studiet og mens arbejdet som fx pædagog. Der introduceres til forskellige teknologier og sociale netværk med hensyn til internettet. Fx ”del.icio.us” (sociale bogmærker), ”Flickr” (avanceret fotoalbum, der inviterer til ”fotofællesskab” og lege), ”Webblogs” og ”Bloglines” (en newsreader). Derudover er der inspirerende øvelser og opgaver for at blive ”lokket” på internettet. Opgaverne ruster brugeren/den studerende ud til arbejdet med hensyn til det fremtidige mediebrug og egen kreativ deltagen på nettet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar