lørdag den 21. marts 2009

Min mening om Arto

Arto er et virtuelt mødested for børn og unge. Det er med til at skabe et rum for sociale fællesskaber blandt børn og unge – de plejer og uddyber deres venskaber, finder nye venner, har mulighed for at oprette blogs, tilmelde sig debatgrupper, spille spil, chatte m.m.
Problemet er, at børn og unge også kan bruge Arto til at drille og mobbe andre unge og at det ikke kun er børn og unge der har adgang til Arto, men enhver kan tilmelde sig Arto – altså også pædofile. Men møder man dette problem ikke også i den virkelige verden? Jeg tror, at når de voksne/forældrene investerer nok tid til at snakke om hvordan man færdes sikkert på nettet og på Arto, sænkes misbrugsfaktoren betydeligt. Arto tilbyder forældre også en ekstra side ”Information til forældre”, hvor forældre kan læse sig frem til Artos indhold og funktion og hvor der står nogle gode råd til forældrene med hensyn til sikkerhed og netetikette.
Jeg tror, at Arto er et relevant (kommunikations-)medie for børn og unge – de får her tilbudt deres ”eget sted” at være, som er med til støtte og uddybe deres sociale fællesskaber. I stedet for at overvåge eller forbyde Arto, bør forældre efter min mening tage ansvaret for at oplyse deres børn om hvordan de færdes sikkert på nettet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar