Børnefællesskaber/Sammenfatning

Sammenfattende kan man sige, at det er enormt vigtig for pædagogens arbejde, at forholde sig kritisk overfor de ting især tv og printmedierne kommer med hver eneste dag. Som pædagog bør man passe på ikke selv at blive en del af mediepanikkerne, men i stedet selv danne sig en faglig funderet mening omkring et aktuelt emne eller diskussion. Det er vigtigt ikke at se et emne kun ud fra en synsvinkel, men at skabe sig et bredt overblik og især sætte vægt på faglitteratur og forskningsbaseret arbejde/rapporter i stedet for sensationsorienteret journalistik. Som pædagog bør man altid passe på kildens sandfærdighed og eventuelt selv lave et grundigt research på et given tema eller emne, som aktuelt står til diskussion, for ikke at lade sig påvirke i en forkert retning.
Afsluttende kan man sige, at traditioner er i forandring og herunder hører også børns og unges mediebrug. Efter min mening er det klart, at denne forandrede mediekultur skal bruges i det pædagogiske arbejde og at det er vigtigt at børn lærer at anvende computeren og internettet aktivt og kreativt. Mulighederne for hvordan pædagogen kan inddrage børns og unges mediebrug i sit pædagogiske arbejde er utallige, så længe pædagogen selv har kendskab til mediernes mangfoldighed og deres facetterige "indsatsmuligheder".

Hvem er de faste deltager i Mediepanikkerne?

De faste deltagere i mediepanikkerne er først og fremmest aviser og tv. Men også de voksne, forældre og lærer, er en fast bestanddel af panikkerne.
I løbet af tiden har det været meget påfaldende, at medierne med hensyn til historierne omkring Arto, i høj grad har anvendt en bestemt kilde – Rudy Frederiksen. Det fatale er, at Frederiksen ofte er blevet omtalt som ”ekspert” eller ”forsker” af medierne, selv om han rent faktisk ikke har nogle uddannelsesmæssige forudsætninger for at man kunne kalde ham for ”ekspert” eller ”forsker”. Oprindelig er han uddannet tv-fotograf og har været ansat som chat-konsulent på Amtscenteret for Undervisning i Herning. Medierne har i denne sammenhæng ofte ukritisk og uden at have researchet kildens rigtighed og sandfærdighed, kommet med historier, hvor baggrunden og indholdet var forkert.

Hvad siger medierne om Arto?

Læser man hvad medierne skriver og udsender om Arto, finder man hurtigt ud af, at det meste er negativt - de positive sider af Arto belyses sjældent af medierne. Medierne omtaler Arto som ”mobbecentral” og ”et slaraffenland for pædofile”. Overskrifter på artikler er overvejende negative, som fx ”Unge aftaler vold via hjemmeside” (Berlingske Tidende, 20-11-04), eller ”Børnechat oser af sex” (Jyllands-Posten, 09-06-05). Arto fremstilles af medierne som et sted på nettet, hvor børn i høj grad mobber og chikanerer hinanden og hvor indbydende billedmateriale ligger for pædofile, samt at børn ”pushes” af sted til at have tidlig sex. (Morsø Folkeblad, 03-02-09, ”Morsø Kommune: Seksuelle krænkelser blandt børn breder sig på nettet”)
Det er denne sensationsorienteret journalistik der bl.a. har været med til at skabe en mediepanik omkring Arto.

Min mening om Arto

Arto er et virtuelt mødested for børn og unge. Det er med til at skabe et rum for sociale fællesskaber blandt børn og unge – de plejer og uddyber deres venskaber, finder nye venner, har mulighed for at oprette blogs, tilmelde sig debatgrupper, spille spil, chatte m.m.
Problemet er, at børn og unge også kan bruge Arto til at drille og mobbe andre unge og at det ikke kun er børn og unge der har adgang til Arto, men enhver kan tilmelde sig Arto – altså også pædofile. Men møder man dette problem ikke også i den virkelige verden? Jeg tror, at når de voksne/forældrene investerer nok tid til at snakke om hvordan man færdes sikkert på nettet og på Arto, sænkes misbrugsfaktoren betydeligt. Arto tilbyder forældre også en ekstra side ”Information til forældre”, hvor forældre kan læse sig frem til Artos indhold og funktion og hvor der står nogle gode råd til forældrene med hensyn til sikkerhed og netetikette.
Jeg tror, at Arto er et relevant (kommunikations-)medie for børn og unge – de får her tilbudt deres ”eget sted” at være, som er med til støtte og uddybe deres sociale fællesskaber. I stedet for at overvåge eller forbyde Arto, bør forældre efter min mening tage ansvaret for at oplyse deres børn om hvordan de færdes sikkert på nettet.